5 tips til et lykkeligt jobskifte

Home » Artikel » 5 tips til et lykkeligt jobskifte

Her er fem første skridt til at komme rigtigt fra start.

1. Som gennemsnit stinker du til jobsøgning

Jeg er ked af at sige det, men mange bliver ansat på trods af deres ansøgning og CV. Fordi lederen er i stand til at se bagved den ringe kvalitet. Derfor: Få råd og vejledning. Helst fra folk, der til dagligt rekrutterer eller fra en fagforening. Stol ikke på din partner eller mor medmindre de er HR-chefer.

2. Gør drømme til viden

Tal med så mange som muligt om det, du gerne vil arbejde med. Som regel ved vi ikke nok om det job, vi drømmer om. Vi har en lille flig af sandheden og digter os til resten – den perfekte opskrift på at overlade dit næste karrieretrin til tilfældet.

Hvis du har et konkret job i kikkerten, så ring til kontaktpersonen på det job du vil søge. Læs her om hvordan du ringer på et jobopslag.

3. Hvad kan du egentlig – få sparring fra andre

Langt de fleste er blinde for egne fortræffeligheder (og det gælder både mænd og kvinder). Spørg din leder og dine kolleger, hvad de synes du er god til og hvilke opgaver du er god til at løse. Hvis du vil gå stille med dørene på din arbejdsplads, så ring til tidligere ledere og kolleger. Læs mere om hvordan du gør

4. Hvad er dine krav og hvor er din smertegrænse i forhandlingssituationen

Glem ikke dig selv i din iver for at få det nye job. Gør dig klart, hvad du som minimum vil have af arbejdsvilkår (arbejdstid, løn, flekstid og så videre) før du går ind til forhandlingen. Hav modet til at sige nej tak, hvis ikke vilkårene er ok i forhold til det liv du ønsker at leve. Få nogle tips til at forhandle om mere end blot penge her.

5. Behøver du overhovedet skifte/Kan du få det der, hvor du er i dag

Med en smule opfindsomhed kan du måske få nogle af de arbejdsopgaver eller funktioner du savner i det job du allerede har. Overtag ansvaret for budgettet i afdelingen, for opfølgning på jeres eksterne leverandører, bliv projektleder eller arrangør af jeres interne kurser og faglige opdateringer. Brug andre (gerne nære kolleger) til at spille bold op ad. Det er svært selv at se skoven for bare træer.