Det skal du ikke skrive i din ansøgning

Disse 8 råd fra DJØFs karrierekonsulenter er brugbare for alle uanset om man er DJØF’er eller bagerjomfru.

Det handler om hvad du ikke skal gøre, når du skriver en ansøgning.

 

1 Ingen undskyldninger

Du skal ikke være forbeholden omkring dine egne kompetencer – fx: ’Jeg har måske ikke den rette alder, men jeg er fuld af pep’, eller ’Jeg har ikke de helt rette juridiske erfaringer, men…’.

 

2 Ikke overfladisk

Når du motiverer, hvorfor du søger jobbet, så målret det til lige netop dén virksomhed og dét job, du søger. Som tommelfingerregel er din motivation ikke stærk nok, hvis den kan stå i en ansøgning til en tilsvarende stilling i en anden virksomhed.

 

3 Ikke dig selv i centrum

Drop dine egne behov – Skriv ikke: ’Jeg vil gerne udvikle mig’, eller ’Jeg vil gerne være chef’. Skriv i stedet: ’Efter flere år som projektleder vil det være meget motiverende for mig at tage ansvar for udviklingen af jeres kommunikationsteam’.

 

4 Ingen floskler

Start aldrig din ansøgning med ’Under henvisning til …. søger jeg stillingen som’ og slut aldrig med ’Jeg ser frem til en samtale, hvor jeg …’. Når du sender en ansøgning, så giver det sig selv, at du gerne vil til samtale – og så er det op til arbejdsgiver, om det sker. Skriv heller ikke:’ Jeg er selvstændig, struktureret og analytisk. Underbyg: ’Jeg driver gerne en opgave i mål på egen hånd – en egenskab, der gør, at jeg hurtigt får noget fra hånden’.

 

5 Ikke for langt

Lad være med at skrive en tætskreven ansøgning med skrifttype 8 og ingen afsnit. Din ansøgning og dit CV er din varedeklaration, der gerne skal være overskuelig og appetitlig. Skriv kort og præcist om, hvad du har at byde ind med. Der skal være en virkelig god grund til at sende en ansøgning på mere end én side.

 

6 Ingen referencer

Du bør altid tale med dine referencer på forhånd, men du bør først forstyrre dem, når der virkelig er brug for det. Så gem dem, til arbejdsgiver eventuelt spørger efter dem til samtalen.

 

7 Skjul ikke din alder

Oplyser du den ikke, kan det gøre arbejdsgiveren mistroisk og netop sætte spot på din alder.

 

8 Vælg ikke et upassende foto

Lægger du et billede på din ansøgning, hvilket er norm i dag – så vælg et, der er taget til anledningen – altså ikke et foto fra ferien eller festen. Brug et vellignende, professionelt og aldersvarende billede, som viser den professionelle dig.

 

De 8 råd stammer fra Frederik Iuel, konsulent hos DJØFs Karriere og Erhverv. Jeg fandt dem i DJØF-bladet nr. 2, 2018. Hvis du vil læse mere om DJØFs råd til gode ansøgninger, kan du klikke her: djoef.dk/ansoegning

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.